En af Excels mest attraktive funktioner er dens fleksibilitet. Hver enkelt celle kan indeholde tekst, et tal, en formel eller praktisk talt alt andet, som kunden definerer. Dette er faktisk en af de grundlæggende årsager til, at Excel er et effektivt værktøj til dataanalyse. Kunder kan bruge navngivne områder, formler og makroer til at skabe et indviklet system af sammenlåste beregninger, sammenkædede celler og formaterede oversigter, der arbejder sammen for at skabe en endelig analyse.
Så hvad er problemet? Problemet er, at der ikke er gennemsigtighed i analytiske processer. Det er ekstremt svært at afgøre, hvad der rent faktisk foregår i et regneark. Enhver, der har været nødt til at arbejde med et regneark, der er oprettet af en anden, kender alt for godt den frustration, der følger med at tyde de forskellige gyrationer af beregninger og links, der bruges til at udføre analyser.
Små regneark, der udfører beskedne analyser, er smertefulde at dechifrere, og store, komplicerede projektmapper med flere regneark er praktisk talt umulige at afkode, hvilket ofte lader dig starte fra bunden.
Sammenlignet med Excel kan databasesystemer virke stive, strenge og urokkelige i deres regler. Al denne stivhed kommer dog med en fordel.
Fordi kun visse handlinger er tilladte, kan du lettere forstå, hvad der bliver gjort i strukturerede databaseobjekter, såsom forespørgsler eller lagrede procedurer. Hvis et datasæt redigeres, et tal beregnes, eller en del af datasættet bliver påvirket som en del af en analytisk proces, kan du nemt se denne handling ved at gennemgå forespørgselssyntaksen eller den lagrede procedurekode. Faktisk, i et relationsdatabasesystem støder du aldrig på skjulte formler, skjulte celler eller døde navngivne områder.